Sverige - torsdag den 2. august 2018

Fra Nordkroken over Mariestad til Undenäs

Tilbage

Skraldebilen vækkede mig ved 7-tiden. Den tøffede rundt hele morgenen i nabolaget, for at tømme skraldespande i sommerhusområdet. Marie sov godt, så jeg slappede af og forsøgte at genoptage lidt meditering - kun afbrudt af enkelte snorkelyde.

Efter morgenmaden var vi klar til nye eventyr. Det stod klart, at vi skulle omkring Mariestad - alene på grund af navnet.

Først kørte vi gennem den 500 meter brede “slugt” mellem Halle- og Hunneberg og ignorerede GPS’ens trang til at sende os på motorvejen mod Mariestad. Vi var ikke indstillet på at skulle dertil hurtigst muligt. Vi tog the slow road to Mariestad.

Efter et par timers kørsel, gjorde vi stop ved en informationstavle ved Kinnekulle. Der så ud til at være nogle spændende vandretur, så vi forlod hovedvejen og begav os ind på små biveje, hvor vi parkerede ved Martorp. Her var et nyt skilt med forslag til vandreture - bl.a. til Martorpsfallet - et større vandfald. Nu var det jo en meget tør tid, så vi var sikker på, at der ikke var vand i vandfaldet. Men vi spiste frokost og iførte os vores støvler. Der var kun 1,5 km. til vandfaldet og det var ganske rigtigt tørlagt. Men det var specielt at kravle ned af et vandfald og se de limstensbjerge, der var omkring vandfaldet. Limstenene stammede fra istiden.

Turen fortsatte af små, smalle - og til tider ret ujævne veje til Mariestad. I byen fandt vi ganske ubesværet frem til en næsten tom parkeringsplads tæt på centrum. Her kunne vi sagtens parkere for natten.

Første stop var det lokale Systembolaget. Mine fordomme om, at det er svært tilgængelige butikker med korte åbningstider blev gjort til skamme. Systembolaget lignede alle andre supermarkeder med et stort udvalg af vin og øl - og begrænset udvalg af spiritus. Vi valgte især at fokusere på alkoholfrie øl. Det er faktisk spændende at opleve, om det er muligt at lave alkoholfrie øl, der rent faktisk smager af øl.

Næste stop var det lokale turistbureau, hvor vi hurtigt fik fyldt rygsækken med brochurer og aviser om lokalområdet.

Så gik jagten ind på en café eller pub, hvor vi kunne kigge lidt på materialet, mens vi nød en lokal øl - selvfølgelig gerne en Mariestad øl. I første omgang så det ikke ud til, at det var let, at finde udskænkningssteder, men det lykkedes til sidst at finde et sted, der kaldte sig restaurant og pub - her kunne vi købe en (lys og tyndsmagende) pilsner.

Der blæste en pelikan, så det var svært at holde styr på aviser, brochurer og kort, mens skumsprøjtene fra øllet stod os i ansigtet. Men vi fandt dog ud af, at der lige i nærheden var et Stadtshotel med en skotsk pub, der havde happy hour på mad- og drikke frem til kl. 19. Det passede min mave fint, at få noget at spise. Så vi lod os båse i den helt tomme og lidt kedelige hotelpub. Der var højt til loftet og ekstremt stilrent for en pub. Men maden smagte og der var Lagunitas (på flaske).

Efter maden var det tid at udforske Mariestads gamle stan. Vi gik en tur langs vandet rundt om gamle stan. Et lokalt bryggeri havde åbnet en fiskerestaurant ved havnen og det så meget populært ud. På havnen var der hele 3 pladser for autocampere. Og et skilt, der bekendtgjorde, at det ikke var tilladt at campere andre steder i Mariestads kommune - ud over på de 3 pladser, hvor prisen var 160 kroner. Vi havde ikke lyst til at holde parkeret som sild i en tønde på en asfalteret parkeringsplads, hvor man sad med borde og stole mellem autocamperne, for at nyde udsigten over sejlsportshavnen. Så ville vi hellere fortsætte og finde en stille parkeringsplads uden for byen.

Så vi gik tilbage til camperen. Der var endnu en god time til, at solen ville gå ned, så vi satte damp under kedlerne og forlod Mariestad med kurs mod en nationalpark ca. 60 km. fra byen. Efter en god halv times kørsel, dukkede der pludselig et skilt op til en badestrand. Vi tog chancen og drejede ind i skoven. Der holdt allerede en camper og en campingvogn ved strandkanten. Vi fortsatte lidt hen af vejen og fandt en anden parkeringsplads i skoven. Her var der ikke udsigt til vandet, men det kunne vi snildt leve med. Her var fred og ro - og sandsynligheden for, at der skulle komme nogen, for at jage os væk, var nok ikke eksisterende.

Jeg var blevet træt af varmen og af dagens (varme) gåtur, så jeg tørnede ind kl. 21:15. Marie satte sig til rette, for at få lidt computertid.